Risikojusteret afkast er en teknik til at måle og analysere afkastet på en investering, hvor de finansielle, markedsmæssige, kreditmæssige og operationelle risici analyseres og justeres, så en person kan tage en beslutning om, hvorvidt investeringen er det værd med alle risici det udgør den investerede kapital.
Hvorfor investerer vi i penge? Enkel. At høste afkast. Men har vi nogensinde tænkt på, om afkastet er berettiget nok til de underliggende risikofaktorer? Mens folk normalt har denne opfattelse af pengegenererende afkast, er risikoen et ofte glemt element. Afkast er intet andet end gevinsten på det investerede overskud: de forskellige optjente penge. Rent økonomisk er det en metode til overvejelse af overskud i forhold til investeret kapital.
I denne artikel diskuterer vi risikojusterede afkast i detaljer -
- Hvordan defineres risiko?
- Risikojusteret afkast og dets betydning
- # 1 - Sharpes forhold (risikojusteret afkast)
- # 2 - Treynor-forhold (risikojusteret afkast)
- # 3 - Jensens Alpha (risikojusteret afkast)
- # 4 - R-Squared (risikojusteret afkast)
- # 5 - Sortino-forhold (risikojusteret afkast)
- # 6 - Modigliani risikojusteret ydeevne
- Risikojusteret afkast - Sharpe-forhold vs Treynor-forhold vs Jensens Alpha
- Konklusion
Hvordan defineres risiko?
Standarddefinitionen for investeringsrisiko er afvigelse fra et forventet resultat. Det kan udtrykkes i absolutte termer eller i forhold til noget som et markedsbenchmark. Denne afvigelse kan enten være positiv eller negativ. Hvis en investor planlægger at opnå højere afkast på lang sigt, skal de være mere åbne over for kortsigtet volatilitet. Volatiliteten er afhængig af investorens risikotolerance. Risikotolerance er intet andet end tilbøjeligheden til at påtage sig volatilitet under specifikke økonomiske forhold i betragtning af deres psykologiske, mentale lethed med usikkerhed og sandsynligheden for at pådrage sig store kortsigtede tab.
Risikojusteret afkast og dets betydning
Risikojusteret afkast finjusterer en investerings afkast ved at måle, hvor stor risiko der er forbundet med at producere dette afkast. Investeringsporteføljer består af positioner i aktier, gensidige fonde og ETF'er. Begrebet risikojusteret afkast bruges til at sammenligne afkastet af porteføljer med forskellige risikoniveauer mod et benchmark med et kendt afkast og risikoprofil.
Hvis et aktiv har en lavere risikokvotient end markedet, betragtes aktivets afkast over den risikofrie rente som en stor gevinst. Hvis aktivet viser et højere risikoniveau end markedet, reduceres det risikofrie differensafkast.
Risikojusteret afkast er afgørende, da det hjælper med at løse tre store problemer:
Der er hovedsagelig seks mest anvendte metoder til beregning af risikojusteret afkast. Vi ser nærmere på dem nedenfor -
# 1 - Sharpes forhold (risikojusteret afkast)
Sharpe-forholdsbetydningen symboliserer, hvor godt et aktivs afkast kompenserer investoren for den påtagne risiko. Når man sammenligner to aktiver med et fælles benchmark, giver det ene med et højere Sharpe-forhold et bedre afkast for den samme risiko (eller tilsvarende det samme afkast for lavere risiko). Sharpe-forholdet blev udviklet af Nobelprisvinderen William F. Sharpe i 1966 og defineres som det gennemsnitlige optjente afkast ud over den risikofrie sats pr. Enhed af volatilitet eller total risiko, dvs. standardafvigelse. Sharpe-forholdet er blevet den mest anvendte metode til beregning af risikojusteret afkast; det kan dog kun være nøjagtigt, hvis dataene har en normalfordeling.
- Rp = forventet porteføljeafkast
- Rf - risikofri sats
- Sigma (p) = Porteføljestandardafvigelse
Sharpe-forholdet kan også hjælpe med at bestemme, om et værdipapirs overskudsafkast er et resultat af forsigtige investeringsbeslutninger eller bare for meget risiko. Selvom en fond eller værdipapir kan høste højere afkast end dets modparter, kan investeringen betragtes som god, hvis de højere afkast er fri for et element af yderligere risiko. Jo mere Sharpe-forholdet er, desto bedre er dets risikojusterede ydeevne.
Sharpe-forholdseksempel
Lad os antage, at det 10-årige årlige afkast for S&P 500 (markedsportefølje) er 10%, mens det gennemsnitlige årlige afkast på statsskuldbeviser (en god proxy for den risikofrie rente) er 5%. Standardafvigelsen er 15% over en 10-årig periode.
| Ledere | Gennemsnitligt årligt afkast | Porteføljestandardafvigelse | Rang |
| Fond A | 10% | 0,95 | III |
| Fond B | 12% | 0,30 | jeg |
| Fond C | 8% | 0,28 | II |
- Marked = (.10-.05) /0.15 = 0.33
- (Fond A) = (0,10-0,05) / 0,95 = 0,052
- (Fond B) = (0,12-0,05) / 0,30 = 0,233
- (Fond C) = (.08-.05) /0.28 = .0.107
# 2 - Treynor-forhold (risikojusteret afkast)
Treynor er en måling af det optjente afkast ud over det, der kunne have været optjent på en investering, der ikke har nogen diversificerbar risiko. Kort sagt er det også et belønningsvolatilitetsforhold, ligesom Sharpes forhold, men med kun en forskel. Den bruger en beta-koefficient i stedet for standardafvigelser.
- Rp = forventet porteføljeafkast
- Rf - risikofri sats
- Beta (p) = Portefølje Beta
Dette forhold udviklet af Jack L. Treynor bestemmer, hvor vellykket en investering er i at give investorer kompensation, under hensyntagen til investeringens iboende risikoniveau. Treynor-forholdet afhænger af Beta - som skildrer en investerings følsomhed over for bevægelser på markedet - for at vurdere risikoen. Treynor-forholdet er baseret på den forudsætning, at risiko, som er et integreret element i hele markedet (som repræsenteret af Beta), skal bødes, fordi diversificering ikke kan eliminere det.
Når værdien af Treynor-forholdet er høj, er det et tegn på, at en investor har genereret et højt afkast på hver af de markedsrisici, han har påtaget sig. Treynor-forholdet hjælper en med at forstå, hvordan hver investering i en portefølje klarer sig. På denne måde får investoren også en idé om, hvor effektivt kapital udnyttes.
Tjek også CAPM Beta
Treynor-forholdseksempel
Lad os antage, at det 10-årige årlige afkast for S&P 500 (markedsportefølje) er 10%, mens det gennemsnitlige årlige afkast på statsskuldbeviser (en god proxy for den risikofrie rente) er 5%.
| Ledere | Gennemsnitligt årligt afkast | Beta | Rang |
| Fond A | 12% | 0,95 | II |
| Fond B | 15% | 1,05 | jeg |
| Fond C | 10% | 1.10 | III |
- Marked = (.10-.05) / 1 = .05
- (Fond A) = (.12-.05) /0.95 = .073
- (Fond B) = (.15-.05) /1.05 = .095
- (Fund C) = (.10-.05) /1.10 = .045
# 3 - Jensens Alpha (risikojusteret afkast)
Alpha betragtes ofte som et aktivt investeringsafkast. Det bestemmer udførelsen af en investering i forhold til et markedsindeks, der bruges som et benchmark, da de ofte anses for at repræsentere markedets bevægelse som helhed. Overskudsafkastet for en fond sammenlignet med afkastet af et benchmarkindeks er fondens Alpha. Dybest set angiver alfakoefficienten, hvordan en investering har klaret sig efter at have taget højde for den risiko, den involverede:
- Rp = forventet porteføljeafkast
- Rf - risikofri sats
- Beta (p) = Portefølje Beta
- Rm = Markedsafkast
Alpha <0: investeringen har tjent for lidt for sin risiko (eller var for risikabel for afkastet)
Alfa = 0: investeringen har opnået et afkast, der er tilstrækkeligt til den påtagne risiko
Alpha> 0: investeringen har et afkast, der overstiger belønningen for den antagne risiko
Jensens Alpha-eksempel
lad os antage, at en portefølje realiserede et afkast på 17% i det foregående år. Det omtrentlige markedsindeks for denne fond returnerede 12,5%. Fondens beta versus det samme indeks er 1,4, og den risikofrie sats er 4%.
Således er Jensens Alpha = 17 - (4 + 1,4 * (12,5-4))
= 17 - (4 + 1,4 * 8,5) = = 17 - (4 + 11,9)
= 1,1%
I betragtning af Beta på 1,4 forventes fonden at være risikabel end markedsindekset og dermed tjene mere. En positiv alfa er en indikation af, at porteføljeforvalteren opnåede betydelige afkast for at blive kompenseret for den yderligere risiko, der er taget i løbet af året. Hvis fonden havde returneret 15%, ville den beregnede Alpha være -0,9%. En negativ alfa indikerer, at investoren ikke tjente nok afkast til det kvantum af risiko, som blev afholdt.
# 4 - R-Squared (risikojusteret afkast)
R-kvadrat er et statistisk mål, der repræsenterer procentdelen af en fond eller værdipapirets bevægelser, der er baseret på bevægelserne i et benchmarkindeks.
- R-kvadratiske værdier varierer fra 0 til 1 og er almindeligt angivet som procentdele fra 0 til 100%.
- En R-firkant på 100% betyder, at alle bevægelser af sikkerhed kan retfærdiggøres fuldstændigt ved bevægelser i indekset.
- En høj R-firkant, mellem 85% og 100%, indikerer, at fondens præstationsmønstre afspejler indeksets.
Imidlertid vil stærk outperformance kombineret med et meget lavt R-Squared-forhold betyde, at der kræves mere analyse for at identificere årsagen til outperformance.
# 5 - Sortino-forhold (risikojusteret afkast)
Sortino-forholdet er en variation af Sharpe-forholdet. Sortino tager porteføljens afkast og deler dette med porteføljens ”Nedadrettede risiko” Nedadgående risiko er volatiliteten i afkast under et specificeret niveau, normalt porteføljens gennemsnitlige afkast eller afkast under nul. Sortino viser forholdet mellem genereret afkast "pr. Enhed af nedsat risiko."
Standardafvigelse inkluderer både opadgående og nedadgående volatilitet. De fleste investorer er dog primært bekymrede over den nedadgående volatilitet. Derfor viser Sortino-forholdet et mere realistisk mål for nedadrettede risici, der er indlejret i fonden eller aktien.
- Rp = forventet porteføljeafkast
- Rf - risikofri sats
- Sigma (d) = standardafvigelse af negative aktiver returnerer
Sortinos forholdseksempel
Lad os antage, at gensidig fond A har et årligt afkast på 15% og en nedadgående afvigelse på 8%. Gensidig fond B har et årligt afkast på 12% og en nedadgående afvigelse på 5%. Den risikofrie sats er 2,5%.
Sortino-forholdet for begge fonde beregnes som:
- Gensidig fond X Sortino = (15% - 2,5%) / 8% = 1,56
- Gensidig fond Z Sortino = (12% - 2,5%) / 5% = 1,18
# 6 - Modigliani risikojusteret ydeevne
Også kendt som Modigliani-Modigliani-mål eller M2, bruges det til at nå frem til det risikojusterede afkast af en investeringsportefølje. Det bruges til at måle afkastet fra en portefølje justeret til risikoen for fonden / porteføljen i forhold til en benchmark (f.eks. Et specifikt marked eller indeks). Det har taget sin andel af inspiration fra den bredt accepterede Sharpe Ratio; det har dog den betydelige fordel, at det er i enheder med procentafkast, hvilket gør det lettere at fortolke det.
M2 = R p - R m
- Rp er afkastet på den justerede portefølje
- RM er et afkast på markedsporteføljen
Den justerede portefølje er den portefølje under forvaltning, der skal justeres på en sådan måde, at den har en total risiko for markedsporteføljen. Den justerede portefølje er konstrueret som en kombination af den forvaltede portefølje og det risikofrie aktiv, hvor vægte tildeles i henhold til den afholdte risiko.
Sharpe-forholdet kan føre til vildledende fortolkning, når det er negativt, og det er også vanskeligt direkte at sammenligne Sharpe-forholdet mellem flere instrumenter. For eksempel, hvis vi har et Sharpe-forhold på 0,50% og en anden portefølje med et forhold på -0,50%, kan sammenligningen muligvis ikke give mening mellem de to porteføljer. Det er let at genkende størrelsen af forskellen mellem investeringsporteføljer, som har M2-værdier på 5,2% og 5,8%. Forskellen på 0,6% er det risikojusterede afkast for året med risikoen justeret til benchmarkporteføljens.
Risikojusteret afkast - Sharpe Ratio vs Treynor Ratio vs Jensens Alpha
Treynor-forholdet, ligesom Sharpe-forholdet, bruges mest effektivt som et rangeringsværktøj snarere end på individuel basis. Investorer kan sammenligne fonde eller porteføljer af fonde med forskellige mængder markedsrisiko for at bestemme, hvordan de rangerer efter risikojusteret afkast. Forholdet er især nyttigt, når de porteføljer eller fonde, der sammenlignes, er benchmarket med det samme markedsindeks, eller når en fond sammenlignes med sit eget benchmarkindeks.
Sammenlignet med Sharpe-forholdet er værdien af Treynor-forholdet relativ: Højere er bedre. Jensens Alpha kan derimod kun bruges i en absolut sammenhæng. Tegnet og størrelsen på Alpha afspejler fondsforvalterens færdigheder og ekspertise. For at enhver foranstaltning skal være effektiv, skal benchmarkindekset dog vælges passende for den portefølje, der overvejes.
Mange gange kan en leder virke ekspert på en belønning-til-systematisk-risikobasis, men ufaglært på en belønning-til-total-risikobasis. En investor, der sammenligner Treynor-forholdet og Sharpe-forholdet for en fond, skal forstå, at en stor forskel mellem de to faktisk kan være tegn på en portefølje med en betydelig andel karakteristisk risiko i forhold til den samlede risiko. På den anden side rangeres en fuldt diversificeret portefølje identisk efter de to forhold.
Jensens Alpha
| Ledere | Gennemsnitligt årligt afkast | Beta | Rang |
| Fond A | 12% | 0,95 | II |
| Fond B | 15% | 1,05 | jeg |
| Fond C | 10% | 1.10 | III |
Først beregner vi porteføljens forventede afkast:
- ER (A) = 0,05 + 0,95 * (0,1-0,05) = 0,0975 eller 9,75%
- ER (B) = 0,05 + 1,05 * (0,1-0,05) = 0,1030 eller 10,30% afkast
- ER (C) == 0,05 + 1,1 * (0,1-0,05) = 0,1050 eller 10,50% afkast
Derefter beregner vi porteføljens Alpha ved at trække porteføljens forventede afkast fra det faktiske afkast:
- Alpha A = 12% - 9,75% = 2,25%
- Alpha B = 15% - 10,30% = 4,70%
- Alpha C = 10% - 10,50% = -0,50%
Konklusion
Risikojusteret afkast bruges til at måle, hvor meget afkast en investeringsportefølje genererer i forhold til den involverede risiko, som generelt udtrykkes som et tal, og det samme kan anvendes på investeringsfonde, individuelle værdipapirer og investeringen porteføljer osv.
Risikokorrigeret afkast varierer fra person til person og afhænger af en overflod af faktorer som risikotolerance, tilgængelighed af midler, beredskab til at have en position i lang tid for markedsgendannelse. Hvis investoren begår en fejl i dommen, vil investorernes mulighedsomkostninger og hans skatteforhold også blive fastslået.
Der er forskellige måder, hvorpå en investor kan forbedre sit risikojusterede afkast. En af de mest almindelige måder er ved at justere hans aktieposition efter markedets volatilitet. En stigning i volatilitet vil normalt føre til et fald i aktiepositionen eller omvendt. Fondsforvaltere vedtager i stigende grad denne strategi for at undgå store tab og for at understrege at maksimere gevinsterne.
Disse mål beregnes dog ikke det risikojusterede afkast i realtid. De fleste af disse nøgletal har tendens til at bruge den historiske risiko i en beregning. Dette er et af de grundlæggende smuthuller, som de fleste eksperter påpeger. I det virkelige liv kan der være mange latente og ikke observerede risici, der kan ændre placeringen af investeringer. Man kan aldrig beregne det nøjagtige risikojusterede afkast på grund af manglen på specifikke regler. Det underliggende fænomen ved brugen af den risikojusterede afkast er, at en investor grundlæggende kan rangere dem fra laveste til højeste med hensyn til tiltrækningskraft.
